Abailard var middelalderens skarpeste tænker og regnes for skolastikkens grundlægger; Bernhard af Clairvaux var hans bitre modstander og lader ham med pavens bistand kaste i fængsel. Da Abailard er på højden af sin berømmelse, træffer han den 17-årige Heloïse, og der udvikler sig en kærlighedshistorie og et hemmeligt ægteskab, der ender med et brutalt overfald, hvor Abailard mishandles, så han ikke kan fortsætte samlivet med Heloïse. De søger begge tilflugt i klosteret, hvorfra den brevveksling stammer, der hører til middelalderens mest elskede litteratur.

Aurelius Augustin, den unge nordafrikaner som blev kristendommens navnkundigste kirkelærer, skriver i sin selvbiografi om barndommens genvordigheder i Tagaste, ungdomskvalerne i Karthago, hvor han boede med sin samleverske, perioden hvor han var manikæer, og til slut om sin mor Monica og sin dåb og optagelse i den katolske kirke. Det er nu over 1600 år siden.

Alice Baileys bøger er kendt over hele verden, men hvem var den kvinde som modtog diktater, der rummer vor tids mest avancerede esoteriske viden? Det beretter hun om i sin selvbiografi.
En moderløs society-pige fra det engelske aristokrati får som 14-årig besøg af sin Mester K. H., som fortæller hende at han har et vigtigt arbejde til hende, når hun er moden dertil.
Som voksen bliver hun soldatermissionær af den snævre kristne oberservans og drager til Indien, for her at forelske sig i en menig soldat. De gifter sig og bosætter sig i USA, hvor de får tre piger, men ægteskabet ender med skilsmisse, og Alice står tilbage og må tage arbejde som fabriksarbejderske for at kunne forsørge børnene.
På dette tidspunkt møder hun teosofien, som ikke rokker ved hendes tro på Kristus men giver den universel bredde. Hun indvilger i at tage telepatisk diktat fra Mesteren D.K. og udgiver hele rækken af bøger der bærer hendes navn. Sammen med sin nye mand, Foster Bailey starter hun Arcane Skolen, hvor mennesker verden over nu trænes i at tjene menneskeheden i en ny verden.
En fantastisk menneskeskæbne og et fantastisk arbejde.

Dette monumentale digterværk er kaldt Gibrans Evangelium. Barbara Young, som var hans sekretær nedskrev bogen efter hans diktat; hun siger om bogens tilblivelse: "At have oplevet Gibran blot en enkelt af de timer, hvori han dikterede denne bog, var nok til at overbevise om, at dette menneske fra Libanon i sandhed var af et mere guddommeligt vævet stof og et mere gudeligt mønster end vort eget... For mig vil Menneskesønnen aldrig være en bog, men en skare levende, åndende og talende individer", og således vil den være for mange, der fordyber sig i disse forunderligt virkelighedstro og åbenhjertige udsagn om Jesus af Nazaret.

Madame Guyon kan i dag betragtes som Frankrigs helligste kvinde. Hendes betydning for åndeliggørelsen af en overfladisk kirkelighed - ikke mindst i de luthersk evangeliske kirker - kan ikke overvurderes. Hun blev offer for intriger ved Ludvig den Fjortendes hof, hvor kongens hustru havde kastet sin kærlighed på biskop Fenelon, og da Fenelon åbent forsvarede hende mod anklagerne for quietistisk kætteri, blev hun kastet i Bastillen. Hendes liv, som hun selv redegør for, er intet mindre end et drama. Madame Guyon efterlod sig skrifter om den indre bøn, som genoptrykkes selv i vore dage.

Geoffrey Hodson fødtes i England 1886, og allerede i hans tidlige ungdom dukkede de psykiske evner op, som han havde erhvervet gennem en række tidligere liv: healing, psykometri - (videnskaben bekræftede at han kunne bestemme alder og findested ved arkæologiske fund) - clairvoyance og endnu mere betydningsfuldt: han kunne se og kommunikere med engle og naturånder, som er en udvikling parallelt med menneskeudviklingen, og hvor en forbindelse vil ske i nyere tid.
Geoffrey Hodson havde adgang til nogle af teosofiens Mestre i deres fysiske boliger, som han besøgte under ude-af-kroppen-rejser under søvnen, og med hvem han i flere liv havde været forbundet. Han blev udvalgt til at fortsætte Teosofisk Samfunds oprindelige linje fra Madame Blavatsky og fremover.
Om dette arbejde samt de alvorlige opfordringer fra Visdommens Mestre og de store engle-hierarkier, der længes efter menneskehedens samarbejde, handler denne meget usædvanlige bog, som hans anden hustru, Sandra Hodson udgav efter hans død år 1983.

Hun var en af forrige århundredes mest farverige personligheder. Hun tilhørte en adelig russisk familie og kom i 1873 til De Forenede Stater og blev her medstifter af det verdensomspændende Teosofiske Samfund. Hun havde gjort indgående metafysiske studier og var udstyret med usædvanlige evner i retning af oversanselig opfattelse. Hun rejste og studerede i Tibet og andre orientalske lande og kom ud for mange forbløffende hændelser og oplevelser. Hun skrev bindstærke værker, af hvilke det mest dybtgående er Den Hemmelige Lære. Madame Blavatsky var en discipel af en af visdommens Mestre og var flere gange i direkte kontakt med ham. På et vist tidspunkt er det som om alle verdens kræfter samler sig for at gøre hende til en svindler. Det er ofte prisen for den, der sætter store kræfter i gang. Hendes nærmeste var enige om, at hun var hæderligheden og ærligheden selv.
Madame Blavatsky har aldrig skrevet nogen selvbiografi; men i sine breve, personlige dagbøger og andre optegnelser har hun efterladt sig et væld af interessante oplysninger. Alt dette er blevet samlet af Mary K. Neff, som i den foreliggende bog har ordnet og udgivet materialet i en sådan form, at det for en stor del er H.P. Blavatkys egen beretning, forsynet med nogle værdifulde forklaringer og kommentarer.

Emerson er Amerikas største filosof - tilmed i klassisk forstand: en vismand der kender naturens kræfter, udforsker universet og véd noget om tilværelsens mening og mål. Han var en skønånd der skrev sin tids smukkeste engelsk og var fortrolig med alle kunstarter, en samfundskritiker der var forrest i kampen mod slaveriet i borgerkrigens dage, hvor han levede. Datidens betydeligste amerikanske digtere samledes om ham, bl. a. Henry Thoreau og Walt Witman, men hans største betydning er, at han i en tid, hvor massetænkning herskede, pegede på, at det er det enkelte menneskes vej at følge sit eget indre lys, og han hævdede at dette var det egentlige indhold af Jesu forkyndelse, som overhovet af al religion. Kirkerne har forandret Jesu lære hævdede Emerson, og det bragte ham i konflikt med unitarkirken, hvor han var præst.

Han er den evangeliske kirkes største mystiker, og mere end det: han er den store seer, der har skuet skabelsens kosmiske drama, faldet og genrejsningen, som gentages i mindre målestok i ethvert menneske. Jakob Boehme var en beskeden skomager, som levede i den lille tyske by Göttingen kort efter reformationen; han blev forfulgt af sine egne trosfæller, men på samme tid fandt hans skrifter vej til den tids rosenkreuzere, der begejstredes af dem. Mange evangeliske bevægelser rundt om i verden blev inspireret af hans fromhed. Hans betydning i vor tid ligger i, at han med sin mystiske begavelse fattede, hvad den oprindelige kristendom har været, og forklarede ting som vi genkender hos de kristne gnostikere. Interessant er hans stadige hentydninger til det indre ægteskab mellem sjælen og dens polare halvdel, et møde som kun finder sted når sjælen vender tilbage til den himmelske verden.

Rudolf Steiner var i begyndelsen medlem af Teosofisk Samfund, men brød senere ud herfra og dannede sit eget Antroposofisk Samfund, der knap så meget byggede på orientalsk visdom som på kristendom og vestlig visdom. Steiner var en stor åndelig lærer, der gav retningslinjer for snart sagt alle menneskelige forhold.

Det engang så isolerede Kina blev ingen let missionsmark for de første buddhistiske munke. Først ved fremvæksten af "Det rene Land" og zenbuddhismens glade budskab om det indre liv blev den oprindelig fremmedartede religion i stand til at formidle den buddhistiske ånd til den østasiatiske kulturverden. I denne sammenhæng står "Den sjette Patrikark" af zenmesteren Hui Neng ganske centralt. Det ligger allerede i at bogen er blevet betegnet som "sutra" d.v.s et klassisk skrift, som autentisk gengiver mesterens ord. Intet andet skrift, forfattet af en kineser om buddhismen har opnået denne hædersbetegnelse.

Gennem århundredene førte de deres høje, hemmelighedsfulde indsigt med sig. De bekæmpedes af teologer og kirkemænd, ikke bare med åndelige våben, men også med sværd og bål. De tog deres tilflugt til bjerge og ørkener, klostre og kældere, for at leve således som de forstod kristendommen. I lange tider var det, som om de var forsvundet fra jordens overflade, men de kom altid tilbage. I nye bevægelser og samfund, i mystikernes høje oplevelser og i hemmelige broderskaber. I vor tid er den gnostiske tradition mere aktuel end nogen sinde.

Hvad var hemmeligheden ved katharernes opfattelse af kærligheden mellem mand og kvinde? Var det den fin amour, som trubadurerne besang ved de sydeuropæiske fyrstehoffer? Spillede Gralen en symbolsk rolle i denne indre forening, hvortil de to køn løfter sig i sjæle-bevidsthed? Denne bog, der er en spændende gennemgang af såvel historien om kætterforfølgelserne som de digteriske antydninger i trubadursangene og de store beretninger i Arthur-legenderne, Parzivalkvadet og den endnu ældre digtning om Gralen. Forfatteren bringer læseren på sporet af en stor hemmelighed.

Mærkelige begivenheder fandt sted omkring Ramakrishnas fødsel i Bengalen 1836; de varslede en stor avatars komme. I løbet af få år nåede han den højeste bevidsthedstilstand. Uimodståelig elskelig af væsen og fuld af visdom drog han tilhængere og disciple til sig, som han med en berøring eller et blik kunne skænke indre oplysning. I bogen om Ramakrishnas liv har vi en dokumenteret skildring på nært hold af en verdenslærer. Efter hans død udbredte hans disciple, og ganske særlig den navnkundige Vivekananda, hans lære over den vestlige verden. Forfatteren er selv en discipel af Ramakrishna og har skrevet sin bog med indsigt og varme, så enhver vesterlænding kan forstå den indiske verden og dens tankegang.

Få skikkelser har sat så dybe spor i den kristne verden som Frans af Assisi. Han var en rig købmandssøn  i det trettende århundredes Italien, og allerede i sin ungdom indså han det verdslige livs tomhed og forlod sit fædrene hjem for at leve i evangelisk fattigdom, pleje de syge og hjælpe de fattige. Efter en Kristusvision, hvor Frelseren byder ham at genrejse sin kirke, begynder han sin missionsgerning og drager med sine disciple ud over landet. For Frans er fattigdom navnet på den ikke-tilknytning til verden, som er nødvendig på den åndelige vej. Han genrejser middelalderkirken i den forstand, at han sætter dette over alt andet - magt, velstand og lidenskaber - og demonstrerer det i sit liv. Franciskanerordenen er indstiftet af ham. Det er forfatterens smukkeste bog, og efter sigende den bedste der er skrevet om Frans af Assisi.

Som purung indtrådte han i dominikanerordenen, men klosterreglen var uforenelig med hans trang til erkendelse; han blev anklaget for en række kætterier og måtte flygte, først til Rom og senere ud af Italien. Under sit omflakkende liv i Europa, hvor han underviste på datidens berømteste universiteter, udfoldede han en strålende forfattervirksomhed, men vakte alle vegne forargelse. Brunos verdensanskuelse grundede sig på den kopernikanske, som dengang var meget suspekt, nemlig at Jorden ikke er universets centrum, den bevæger sig rundt om Solen. En af hans elever lokkede ham til Italien, hvor inkvisitionen ventede på ham og arresterede ham. År 1600 blev Bruno brændt på Campo dei Fiori i Rom.

Milarepa er den tibetanske buddhismes store skikkelse. Han fødtes i det ellevte århundrede i det indre Tibet som søn af en rig købmand, men efter faderens død frarøvede en onkel og tante ham og hans mor hele arven og efterlod dem ludfattige. Optændt af had lod moderen sønnen sværge på, at han ville lære sort magi og knuse onklen og tanten. Milarepå lærte trolddom og udførte hvad han havde lovet, men forfærdet over sine onde gerninger besluttede han at gå renhedens vej og søge indre oplysning. Han fandt sin guru Marpa; under fantastiske ydmygelser og streng askese blev han oplyst og grundlagde en af de buddhistiske ordener i Tibet. Den onde tante blev efter sin mands død hans discipel.

Den russiske forfatter og opdagelsesrejsende, Nicolaj Notovitj, kom under sin rejse i Tibet på sporet af profeten Issa, som han anede måtte være Jesus af Nazareth. Da han i Hemisklostret i Leh fandt de meget gamle manuskripter, der beretter om Issas liv og virke i Østen, blev han overbevist om at denne var identisk med Jesus. Evangelierne vidner indirekte om Jesu ophold et andet sted, idet der intet er berettet om tiden mellem hans 13' og 30' år. Svaret findes i beretningen, som Notovitj afskrev på stedet. Jesus kendte til brahmanismen og buddhismen, som hans lære - særlig Bjergprædiken - også vidner om.

Ramana Maharshi fødtes 1879 i Sydindien. I en alder af seksten år opnåede han realisation gennem en mærkelig oplevelse, der føltes som om hans fysiske legeme døde, mens han stadig var ved fuld bevidsthed. Kort efter forlod han sit hjem, draget af en uimodståelig magt til det hellige bjerg Arunachala. Han forlod aldrig stedet, men slog sig ned i en grotte på bjerget. Her samledes disciple om ham, og ashramen dannedes. Ramana Maharshi lærte den rene form for advaita (ikke-dualisme) og førte sine disciple til erkendelse af Gud eller Selvet gennem selv-undersøgelse. Forfatteren til denne bog har levet i ashramen som hans discipel og giver et levende nærbillede af den hellige mand.

Hazrat Inayat Khan fødtes 1882 i Baroda i Indien. Hans åndelige længsel førte ham til sufimystikeren Mohammed Abu Hasan Madani, hvis discipel han blev. 1910 forlod han Indien på sin mesters ønske for at udbrede sufilæren i Amerika. Han var siden altid på rejse i Amerika og Europa, hvor han holdt utallige foredrag om det indre liv og grundlagde mange suficentre verden over. Forfatteren til denne bog var Inayat Khans discipel og nære medarbejder gennem mange år, og han beretter om mange personlige oplevelser med denne åndelige mand.

Pater Pio var en kapucinermunk, der levede i et kloster i Syditalien, hvor han døde 1968. Hans liv var fuldt af undere. Ligesom Frans af Assisi var han stigmatiseret, dvs. fik Kristi sårmærker i hænder, fødder og side. Der skete ustandselig helbredelser omkring ham. Han kunne se lige igennem mennesker og vidste alt om dem. Samtidig med at han opholdt sig i sit kloster, viste han sig i synlig skikkelse rundt om i verden og talte med folk og helbredte dem. Der var en udstråling af kærlighed om hans person, som gjorde at alle der kom i berøring med ham fik en levende tro på Gud og den åndelige verden.

Den 24. juni 1981 viste Jomfru Maria sig i en lille ukendt landsby i Jugoslavien for seks børn i alderen 10 til 16 år. De så hende, talte med hende og bragte budskaber til menneskeheden. Åbenbaringerne er siden fortsat med opfordringer til omvendelse og fred. De unge fik betroet hvad fremtiden ville bringe, og de har fået lov til at se ind i den anden verden. Åbenbaringerne sættes i et særligt relief ved at de begyndte 10 år før den frygtelige borgerkrig sønderrev det tidligere Jugoslavien.

Paracelsus studerede i sine unge år medicin ved flere europæiske universiteter; han havde ry for at kende de hemmelige videnskaber: alkymi og astrologi, og på sine omflakkende rejser som feltlæge nåede han vidt omkring og siges at have opholdt sig i Østen. I det fjortende århundrede kunne enhver for penge erhverve sig et certifikat og kalde sig doktor; resultatet var "læger" der intet vidste om sygdomme men tjente store penge ved folks autoritetstro. Paracelsus angreb denne svindel og skabte sig derved mange fjender, og da han selv praktisk talt kunne helbrede enhver sygdom, blev han forfulgt og døde som kun otteogfyrreårig.

Teresa af Avila levede i Spanien i reformationens århundrede. Hun indtræder i et karmeliterkloster i en ung alder, men finder langsomt ud af, at det er et verdsligt liv under religionens dække. Efter tyve års forløb modtager hun en række åbenbaringer: Gud taler til hende, Jesus viser sig for hende, og hun ser i visioner sjælelivets hemmeligheder. På et vist tidspunkt forlader hun klostret for at danne sin egen reformerede orden, de barfodede karmeliter der efterlever ordenslivets ånd, og hendes klostersamfund breder sig nu over hele Spanien. Teresa beretter i sin selvbiografi om den indre bøn - meditationen, som vi ville sige i dag. Særlig værdifuld er hendes beskrivelse af de fire stadier i bønnen, der spænder fra de første tørre forsøg til den ekstatiske tilstand.

Thérèse af Lisieux, også kaldet "den lille Terese" i modsætning til "den store Teresa af Avila", var en ung fransk pige, som indtrådte i et karmeliterkloster i slutningen af forrige århundrede. Hun var ikke mystiker men en gudhengiven pige, som i et enkelt sprog beretter om sit liv, og netop derfor har hun betydning for de mange enkle mennesker, som har stor gavn at hendes erfaringer. Hun skrev sin historie ned på sin skriftefaders opfordring, men hendes ældre søster, som var priorinde i klostret, gav sig til at rette i manuskriptet. Ved senere forskning har man sporet rettelserne, og det foreliggende manuskript er Thérèses eget uden rettelser.

Swedenborg var ikke blot en af de betydeligste nordiske personligheder i det 18. århundrede, men også et af de mærkeligste mennesker der har levet. Han var en fremragende matematiker, fysiker og ingeniør og beklædte vigtige officielle poster i Sverige, hvor han var regeringens rådgiver. Men samtidig var han lidenskabeligt optaget af sin forbindelse med den anden verden: de dødes rige og himmel og helvede, hvor han under søvn eller ekstase var i stand til at færdes og føre samtaler med fortidens store skikkelser og med afdøde venner og bekendte. Det omfattende forfatterskab, han har viet sine oversanselige oplevelser, har siden dannet grundlag for en religiøs sekt, der især har udbredelse i Amerika.

Forfatterinden, professor og medlem af Det Svenske Akademi og selv engageret katolik, går her i loyal opposition mod den omsiggribende centralisme i den katolske kirke. En centralisme som blev bremset ved Det Andet Vatikankoncil, hvor de lokale bispedømmer fik en del af de oprindelige kirkers selvstændighed tilbage, men som nu langsomt bliver obstrueret og centralismen genetableret af Troskongregationen, den tidligere Inkvisition.