Apollonios fødtes i Kappadokien i Lilleasien i det første århundrede e. K., han gennemrejste hele Mellemøsten og nåede så langt som til Indien, hvor han besøgte de vise brahminer. Han var en pythagoræisk vismand, som i sin ungdom gennemgik en lang tavshedsperiode. Efter den tid var han en stor seer, og der fortælles mange vidunderlige historier om hans liv. Han helbredte syge, opvækkede døde og siges at være opfaren til himlen i sit legeme. Mest kendt er hans støtte til oprøret mod Nero og senere hans uforfærdede optræden overfor den tyranniske kejser Domitian.
Appollonios' store lighed med Jesus har givet anledning til mange formodninger og modsigelser. De kristne i oldtiden var ivrige efter at forklare hans undergerninger som enten opspind eller trolddom. Om hans retfærdighed, gudhengivenhed og menneskekærlighed kan der imidlertid ikke rejses tvivl. Apollonios var en af de store grækere, der bar visdommen videre til eftertiden.

Et inspirerende indblik i oldkirkens tro, før den blev domineret af den patriarkalske tendens, der satte sexualkraften og kvinden under anklage som selve synden og dens anledning. Forfatteren viser ud fra Nag Hammadi-skrifterne og andre gnostiske skrifter et mere nuanceret billede, hvor Guddommens kvindelige aspekt træder frem. I Sofia-myten er Guddommens feminine side det frelsende element. Ifølge gnostikerne beror menneskehedens essentielle sygdom på kønnenes adskillelse. Da Eva skiltes fra Adam, ophørte deres oprindelige androgyne helhed. Meningen med Kristi komme er, at han skal genforene Adam og Eva.

Plotin, den hedenske oldtids store filosof, har direkte eller indirekte øvet en betydelig indflydelse på europæisk videnskab og kunst (Augustin, Goethe). I det foreliggende værk behandles først og fremmest den mystiske oplevelse, der ligger bag Plotins tænkning, det syn hvori han ser hele tilværelsen. Denne vision, som man måske bedst nærmer sig gennem hans ekspressionistiske kunstopfattelse, skildres i sin historiske særegenhed, og derfor behandles det hermetiske miljø i Egypten, hvori han voksede op, og hans liv i Rom, der falder sammen med den gallienske renæssance. Plotins plads i europæisk åndsliv søges bestemt ud fra hans forhold til den græske filosofiske tradition, først og fremmest til Platon, og hans kamp mod den fremtrængende kristendom.

"Hermes" var det navn grækerne gav den egyptiske gud Toth, der opfattedes som alle hellige skrifters inspirator og lærer af religiøs filosofi, og de tilføjede "Trismegistos" - den trefold store. I de hermetiske skrifter, og særlig i Poimandres og de stykker som er medtaget i denne bog, finder vi det grundsyn, der ligger bag alle gnostiske retninger, såvel bag Pythagoras' som Platons lære. Helt op i renæssancen kan det spores hos rosenkreuzerne og hos Jacob Boehme, og i nutiden i religiøs nytænkning. Vi står i Poimandres overfor et glimt af den store seers oplevelse af jordens tilblivelse, dens fald og genrejsning. Intet under at dette skrift regnes for et af de betydeligste blandt religionernes verdenslitteratur.

Gennem århundredene førte de deres høje, hemmelighedsfulde indsigt med sig. De bekæmpedes af teologer og kirkemænd, ikke bare med åndelige våben, men også med sværd og bål. De tog deres tilflugt til bjerge og ørkener, klostre og kældere, for at leve således som de forstod kristendommen. I lange tider var det, som om de var forsvundet fra jordens overflade, men de kom altid tilbage. I nye bevægelser og samfund, i mystikernes høje oplevelser og i hemmelige broderskaber. I vor tid er den gnostiske tradition mere aktuel end nogen sinde.

På den tid, hvor Ammonius Saccas begyndte at forelæse, var Alexandria et tilflugtssted for universel visdom. På samme tid som byen var et fristed for Østens gamle traditioner, var den også et fødested for nye lærdomme. Det var i Alexandria at gnosis skabte en syntese af alle traditioner fra Syrien, Kaldæa, Persien, blandet med jødedom, kristendom og endda med græsk filosofi. De alexandrinske fædres skole løftede den kristne tanke til højder, den ikke senere skulle overstige, derimod vakte den rædsel hos de ortodokse koncilier. Clemens og Origenes åbnede for nye tankevidder og fjernede sløret fra mysterier, noget som en Platon eller en Aristoteles aldrig havde kunnet forestille sig.

Indeholder Hunifers Papyrus, uddrag af Anis Papyrus og den kongelige moder Nezemts Papyrus, som tilsammen udgør essensen af Dødebogen; her oversat af en egyptisk videnskabsmand.
Siden tydningen af hieroglyfteksterne har en række vestlige egyptologer oversat disse centrale tekster. Men man har ikke været klar over, hvorledes de skulle forstås, og derfor har oversættelserne været svære at finde mening i og ofte direkte misvisende.
Dr. Ramses Seleem tilhører den gamle egyptiske religion, som endnu er levende i Egypten, og er derfor inde i dens tradition. Han kender teksternes symbolske betydning og har i oversættelsen og sine kommentarer givet et indblik i den ældgamle religion og filosofi, som skriver sig helt tilbage fra udvandrerne og det forsvundne Atlantis.
I de nutidige verdensreligioner finder man tydelige træk fra denne forhistoriske religion.