Apuleius, der fødtes år 125 i Algier, var en indviet i Isis-mysterierne. Han har ikke skrevet sit Gyldne Æsel for at more publikum med nogle pikante kærlighedshistorier; nok er bogen farverig, og får man ikke andet ud af den, har man i hvert fald ikke kedet sig; men som det er tradition i den græske visdomslære ligger der en dybere betydning bag historien.
Den unge Lucius kommer til en by der er berygtet for sine hekse.  Foruden at have smag for unge piger er han vild efter at lære trolddomskunster. Det lykkes ham gennem tjenestepigen Fotis, som han har et kærlighedsforhold til, at få fat i noget heksesalve, hvormed han håber at kunne forvandle sig til en ugle. Men ak, det er den forkerte salve - Lucius forvandles til et æsel, og uden at få lejlighed til at ophæve trolddommen bliver han samme nat stjålet af en røverbande, hvis pakæsel han bliver. Det næste han oplever er en række overfald, snyderier, bedragerier, utroskab og kriminalitet, der fylder ham med længsel efter at komme ud af nederdrægtigheden.
Lucius forvandling til et dyr er et billede på sjælens fald ned i menneskeverdenen, hvor den må bære byrderne af sansernes og lidenskabernes resultater. Det ender med at den græske mysterie-indvielse ophæver trolddommen, hvorefter han kommer til at leve som en sjæl igen.

Det store kinesiske eventyr er skrevet i 1600-tallet. Det handler om fem personer som tager afsted fra Kina for at hente Buddhas hellige skrifter til den kinesiske kejser: den hellige munk Hsüan Tsang, der som hjælpere får en abe, en hest, en gris og drage. Foruden at eventyret er vanvittig morsomt, er det dybt belærende, for de fem er naturligvis mennesket: den guddommelige sjæl, forstanden, sindet, sanserne og kødet. En udødelig klassiker i Kina.

Blandt verdens mange eventyr findes der en gruppe der adskiller sig fra almindelige eventyr ved at de ikke kun er underholdende. De handler som andre om prinser og prinsesser, drager og hekse, men de vil sige noget mere med deres fortælling. Eventyrene er ældgamle, de er blevet fortalt igen og igen op gennem tiderne af snart den ene digter, snart den anden, og de er varieret i det uendelige, men temaet er det samme.
I de forskellige kulturer, hvor en ensrettet tænkning gjorde det umuligt at sige andet end lige netop hvad myndighederne tillod, var mange af de dybere sandheder om livets mysterier ved at blive glemt. De blev reddede af de folkelige eventyr der gik fra mund til mund, og som nærede den sans i mennesket, der ser mere end øjet og hører mere end øret.

Den lille blomsteralf Svirre bliver sat fra sit arbejde på grund af en forseelse. Hun hjælper derefter de gode dværge, der passer træernes rødder under skoven, og her opdager hun nogle onde dværges plan om at ødelægge alle træer. Svirre forhindrer kuppet ved en modig handling og vinder dronningeværdigheden over skoven.
Men det onde har fået indpas, og da en farlig smitte breder sig blandt træerne, beslutter den gode fekonge hemmeligt, og for at frelse skoven, at lade sig føde som et almindeligt træ, der ikke lader sig smitte. Hans trofaste riddere og damer følger hans eksempel. Det kommer til en virkelig styrkeprøve mellem lysets og mørkets kræfter, da et af de tolv ridderpar lader sig friste af den onde fedronning, hvorefter det gennem dem lykkes hende at få kontrol over alt og alle. Det var blevet skovens død, hvis ikke den lille dværg, der var Svirres bedste ven, vender kampens udfald ved den mærkeligste opdagelse der er gjort i dværgenes rige.

De gode og de onde kræfter kæmper stadig om overtaget i skoven. Akacietræets vogter, Ærtebælg, søn af den rigeste alf i skoven og alle tiders drivert, bliver pludselig en brik i de stores spil. Han er et bytte for de onde kræfter, eller er han? Kærlighedshistorien mellem ham og journalist-alfepigen, Guldblomme, sætter kræfter i gang, som ingen længere kan styre. Volden og terrorhandlingerne kan dårligt opvejes af fredsbestræbelserne og de samfundsnyttige indsatser. Dagfin, feernes verden foroven, og Nathilde, underverdenens magter, har indviklet sig i en kamp, der på grund af Ærtebælgs svaghed er ved at få et trist udfald.
Men kildenymfen fra Ellemosen hjælper ham med at finde gudinden Gavns vidunderlige våben, og af den slappe og forkælede Ærtebælg bliver der pludselig en kæmpe.
Eventyret er bygget over Gentoftes og Charlottenlunds mange historiske begivenheder.

Ældre end Homers Eliade, ældre endda end Første Mosebog er dette sumeriske epos om heltekongen Gilgamesh og hans venskab med naturmennesket Enkidu. De to udfører store bedrifter sammen, blandt andet angriber de og dræber dæmonen Humbaba, der hersker over Cederbjerget, men da Gilgamesh afviser gudinden Ishtars kærlighed, hævner hun sig på hans ven Enkidu, som sygner hen og dør. Ude af sig selv af sorg og angst for fortabelse begiver Gilgamesh sig ud i verden for at søge efter udødeligheden. Han går gennem underverdenens mørke og sejler over glemslens hav, til han kommer til de levendes land, hvor han får besked på hvorledes han opnår det evige liv.
Grunden til at dette mærkelige epos har kunnet overleve i årtusinder er, at det i den skønneste mytiske form fortæller om sjælens vandring gennem stoffets verden.

Herkules var den berømte helt, der havde Zeus til far og en jordisk kvinde til mor. Guderne besluttede at ophøje ham til deres kreds på grund af hans klogskab og store mod, men først skulle han bestå tolv prøver - en for hver af de tolv himmeltegn. Herkules blev udstyret med himmelske våben, men kasserede dem alle og skar sig en kølle af et ungt egetræ, hvormed han udkæmpede sine kampe og bestod prøverne.
Det var dog sværere end Herkules havde regnet med; gang på gang tog han fejl og gjorde det forkerte. Men han lærte af sine fejltagelser og vandt omsider den visdom, der gav ham plads blandt guderne. Denne visdom får læseren del i når han følger med i begivenhederne.

Goethe har demonstreret sit mesterskab ved i denne lille fortælling at nedlægge en livsfilosofi, som i lige høj grad kan anvendes på et menneske, en verden og et univers. Eventyret er et kunstværk i sig selv, men det er ikke nok til at motivere dets stadige genoptryk. Det skyldes historien i al sin snørklede romantik om Kongesønnen, sjælen, der må over glemslens flod for at forenes med sin elskede, sin himmelske anima. Slangen, bevidsthedsbroen, der fører ham over. Og til sidst bryllupet, forløsningen, der genopretter den paradisiske tilstand.

I henved tohundrede år har musikken i denne dejlige opera henrykket publikum, mens librettoen  har været genstand for nedladende bemærkninger som "frimurersymbolik" og "forvirrende modsigelser". Handlingen er dog et dybsindigt mysteriespil med så stor rækkevidde, at mennesker uden sans for denne dimension naturligt nok ikke har kunnet se noget i den. I bogens indledning gives nøglen til forståelsen. Den er hentet ud af frimureriets arv fra Hermes og den gnostiske kosmologi.

Det har gennem lange tider i historien været umuligt at tale lige ud om menneskets indre udvikling. I oldtiden hemmeligholdt mysteriesamfundene deres lære, fordi den kunne misbruges. I de etablerede religioner er den åndelige udvikling et gejstligt monopol, og hvad der ikke falder ind under det vedtagne, er suspekt.
Historiens vise har derfor benyttet myten som middel til at vække den dybere forståelse af åndelige sammenhænge, og digtere med ren inspiration har – måske uden selv at vide det – bidraget med geniale indslag. Det menneske, hvis udvikling er standset ved det udvendige, har derved fået en god historie, mens den mere udviklede aner belæringen bag historien. I tilknytning hertil har forfatteren af Mytologiordbogen forsøgt at indkredse denne dybere mening.