Astavakra-Gita hører hjemme i den store vedanta-tradition, hvortil også Shankaras værker hører. Astavakra-Gita er mindre kendt end den berømte Bhagavad-Gita, men udtrykker som den de dybeste sandheder i vedanta. Den sigter ikke på at forklare sandheden ad forstandens vej men at give indsigt i det oplyste sinds erfaring af den virkelighed, der ligger til grund for al væren.

Overalt i verden - også hvor andre religiøse  overbevisninger end hinduismen hersker - betragtes Bhagavad Gita som et af de væsentligste religiøse skrifter. Ser man bort fra de små pudsige og for vor kultur fremmedartede opfattelser, der her og der dukker op i skriftet, vil man finde en kerne af dyb og praktisk anvendelig sandhed og livsvisdom, som i allerhøjeste grad lader sig forene med kernen i Jesu lære - omend ikke i de mere overfladiske anskuelser i kristendommen - en søgen mod Guds Rige og en stræben efter frigørelse fra ego-centrede jordiske bindinger, men ikke fra jordisk ansvar og uselvisk handling og kærlighed. Man behøver blot at minde om, at dette værk, ligesom også Nye Testamente, var de vigtigste skriftlige kilder for et menneske som Mahatma Gandhi, der jo nok er en af dem, der i vor tid mest renhjertet har efterlevet Jesu lære.

Mærkelige begivenheder fandt sted omkring Ramakrishnas fødsel i Bengalen 1836; de varslede en stor avatars komme. I løbet af få år nåede han den højeste bevidsthedstilstand. Uimodståelig elskelig af væsen og fuld af visdom drog han tilhængere og disciple til sig, som han med en berøring eller et blik kunne skænke indre oplysning. I bogen om Ramakrishnas liv har vi en dokumenteret skildring på nært hold af en verdenslærer. Efter hans død udbredte hans disciple, og ganske særlig den navnkundige Vivekananda, hans lære over den vestlige verden. Forfatteren er selv en discipel af Ramakrishna og har skrevet sin bog med indsigt og varme, så enhver vesterlænding kan forstå den indiske verden og dens tankegang.

Sp: Hvor henter begæret sin energi fra? M: Navne og former får det fra erindringen. Energien strømmer ud fra kilden. Sp: Nogle ønsker er helt forkerte. Hvordan kan forkerte ønsker strømme ud fra en sublim kilde? M: Kilden er hverken rigtig eller forkert. Ønsker er heller ikke rigtige eller forkerte i sig selv. De er kun stræben efter lykke. Når du har identificeret dig med en smule krop, føler du dig fortabt og søger desperat efter den følelse af fylde og helhed du kalder lykke. Sp: Hvornår mistede jeg den? Jeg har aldrig haft den. M: Du havde den før du vågnede i morges. Overskrid din bevidsthed og du vil finde den.

Upanishaderne hører til Vedaerne, den samling af hellige skrifter, som udgør grundlaget for indernes religiøse overlevering. Blandt Vedaerne indtager disse åndelige skrifter en særstilling, deres hovedformål er meddelelsen af guddommelig visdom: kundskaben om Brahman. Blandt verdensreligionernes mystisk-asketiske litteratur påkalder disse ældgamle sanskrittekster sig en særlig interesse; deres aktuelle værdi kan næppe overvurderes. Studiet af Upanishadernes spiritualitet giver nøglen til forståelse af indernes religiøse genius; hinduismen begynder med Upanishaderne.

Ramana Maharshi fødtes 1879 i Sydindien. I en alder af seksten år opnåede han realisation gennem en mærkelig oplevelse, der føltes som om hans fysiske legeme døde, mens han stadig var ved fuld bevidsthed. Kort efter forlod han sit hjem, draget af en uimodståelig magt til det hellige bjerg Arunachala. Han forlod aldrig stedet, men slog sig ned i en grotte på bjerget. Her samledes disciple om ham, og ashramen dannedes. Ramana Maharshi lærte den rene form for advaita (ikke-dualisme) og førte sine disciple til erkendelse af Gud eller Selvet gennem selv-undersøgelse. Forfatteren til denne bog har levet i ashramen som hans discipel og giver et levende nærbillede af den hellige mand.

For mere end 1500 år siden skrev en indisk vismand en serie aforismer eller "sutraer" for at forklare yoga for sin samtid, og det er hverken før eller siden lykkedes noget værk i samme grad at kaste lys over yogaen, dens mål, midler, kræfter og arten af den frigørelse den skænker. Den er blevet yogaens grundbog. Aforismerne er imidlertid ikke lette at forstå for vort århundrede og i vor vestlige verden. Den danske udgave er baseret på en ny engelsk oversættelse, der er den klareste af de hidtidige gengivelser af Patanjalis tekst. Hertil har oversætterne Svami Prabhavananda og Christopher Isherwood, føjet nogle detaljerede kommentarer til Patanjalis koncentrerede rammetekst, hvorved der bygges bro mellem Østens og Vestens tænkemåde.

Som sekstenårig forlod Venkataraman sit hjem og drog efter en indre kaldelse til Tiruvannamalai, en by ved foden af bjerget Arunachala. Han satte sig til at meditere i templet og senere i en hule i bjerget, og skønt han opretholdt fuldstændig tavshed, samlede der sig en discipelskare om ham. Da han endelig talte som Ramana Maharshi, meddelte han sin lære om vejen til det guddommelige liv - gengivet her i bogen.

Shankara levede i slutningen af 700-tallet og regnes for Indiens største filosof. Han genoplivede Vedantas lære, der siger at denne verden kun er en skygge af virkeligheden, som er en evig, uendelig og lyksalig væren; den er menneskets udspring og egentlige væsen. Illusion og virkelighed er Shankaras tema i denne afhandling, der i skønhed og klarhed overgår de fleste åndelige skrifter i Indien. Det er det glade budskab, forkyndt af en Guds mand der har fundet den kostbare perle, det lille punkt dybt i mennesket hvor lidelsen ikke når ind, hvor Gud bor i mennesket - ja, hvor mennesket er Gud.

Med Gitanjali brød Tagore igennem i verdenslitteraturen, modtog nobelprisen i 1913 og blev med ét slag verdensberømt. Værket rummer tanker og forestillinger, der gennem årtusinder har været det indiske folks ejendom, men som ved hans berøring bliver levendegjort og nærværende. Hvad er hemmeligheden ved den indiske storhed? Den er ikke dogme, ikke bog men åbenbaringen af at al sandhed og kundskab er absolut og uendelig og venter - ikke på at blive skabt men på at blive genfundet i menneskets sjæl. Gitanjali er et langt kærlighedsdigt til den Gud der er menneskets inderste væsen.

Kaivalya navaneta er en kendt vedantisk klassiker på tamilsk og formodes at være skrevet i 1400-tallet. Navaneta betyder smør, og kaivalya er den tilstand sjælen befinder sig i når den er frigjort fra personligheden - dvs. legemet, følelserne og forstanden. Forfatteren fortæller at Narayana Desikar af Nannilam er hans lærer og mester, og den samtale mellem dem, som han gengiver, forklarer de grundlæggende principper og giver i et let forståeligt sprog en fremstilling af Vedaernes visdom.