I modsætning til mange skrivebordsforfattere, der har læst sig til hvad de véd om emnet, praktiserede Dion Fortune selv kabbalaen gennem mange år. Hun kendte hver enkelt af dens bevidsthedsstadier, og i sin gruppe var hun i stand til at undervise medlemmerne og indføre dem i mysterierne. Dion Fortune bygger på de gamle rabbineres overleveringer, men hævder, at kabbalaen er en levende tradition, der gennem tiden er beriget med flere vestlige mystikeres erfaringer, som hun tager med. Både rabbinerne og de senere kabbalister har imidlertid i deres beretninger indført vildspor, forkerte oplysninger, for at tilsløre kabbalaens hemmeligheder.  Dette er Dion Fortune en modstander af, hun afdækker og forklarer loyalt, så vidt hendes indvielsesgrad tillader det, hvad hun véd om de såkaldte hemmeligheder. Bogen regnes derfor for at være vor tids fineste fortolkning af kabbalaen.

Israel Baalschem er grundlæggeren af chassidismen, den jødiske mystiks sidste og højeste udviklingsstadium. Han levede fra omkring år 1700 til 1760 i byen Miedzyborz i Polen, hvor der landet over var jødiske menigheder. Han var en enkel, sandfærdig mand med store åndelige evner; blandt andet kunne han læse ikke alene menneskers tanker som en åben bog, men også de gerninger i tidligere liv, som gav anledning til deres nuværende genvordigheder, og på den måde hjælpe dem. Han færdedes med samme lethed i denne som i de øvre verdener. Der fortælles mange historier om hans underfulde gerninger, som Martin Buber har samlet og genfortalt i nærværende bog.
Chassidismen er visdommens vej inden for jødedommen, som gnosticismen i kristendommen og sufismen i islam, med hvilke to den har meget til fælles.