KRISTENDOM
87-91388-30-9
Hodson, Geoffrey
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1. oplag 2009, 241 sider, kr. 196,00

Mange bibelske historier er allegoriske, og det har aldrig været forfatternes mening at de skulle forstås bogstaveligt. Dette første af to bind er en forkortelse af Geoffrey Hodsons monumentale værk, som viser at hvis man opfatter alt i Bibelen bogstaveligt, går man glip af den rigdom, som ligger skjult i historierne. De bibelske symboler brugtes i ældgamle tider til at afkode den åndelige mening og skjule den for misbrugere.

87-87505-65-7
Augustins Bekendelser
Fuldstændig udgave. Oversat af Torben Damsholt.
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. opl.  1991,  320 sider, kr 196.00

Aurelius Augustin, den unge nordafrikaner som blev kristendommens navnkundigste kirkelærer, skriver i sin selvbiografi om barndommens genvordigheder i Tagaste, ungdomskvalerne i Karthago, hvor han boede med sin samleverske, perioden hvor han var manikæer, og til slut om sin mor Monica og sin dåb og optagelse i den katolske kirke. Det er nu over 1600 år siden.

87-87505-33-9
Damsholt, Sven
Ralph Waldo Emersons liv og tanker
En biografi og et udvalg af hans åndelige skrifter
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1982, 1184 sider, kr 156.00

Emerson er Amerikas største filosof - tilmed i klassisk forstand: en vismand der kender naturens kræfter, udforsker universet og véd noget om tilværelsens mening og mål. Han var en skønånd der skrev sin tids smukkeste engelsk og var fortrolig med alle kunstarter, en samfundskritiker der var forrest i kampen mod slaveriet i borgerkrigens dage, hvor han levede. Datidens betydeligste amerikanske digtere samledes om ham, bl. a. Henry Thoreau og Walt Witman, men hans største betydning er, at han i en tid, hvor massetænkning herskede, pegede på, at det er det enkelte menneskes vej at følge sit eget indre lys, og han hævdede at dette var det egentlige indhold af Jesu forkyndelse, som overhovet af al religion. Kirkerne har forandret Jesu lære hævdede Emerson, og det bragte ham i konflikt med unitarkirken, hvor han var præst.

87-87505-80-0
Damsholt, Sven
Når den indre Rose åbner sig
Kristendommens glemte kilde
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. oplag, 1992, 114 sider, kr 128.00

"Jeg gik til Østen for at hente vand, Østen svarede: Grav i din egen mark efter den glemte kilde".
Dermed har forfatteren anslået temaet. Efter tredive års stillestående kirkeligt liv besluttede han sig til at søge Østens religioner, men får at vide, at han ikke finder noget her, som han ikke kan finde i sin egen religion.
En længe næret mistanke om, at den nuværende kristendom ikke er den oprindelige men et cementeret dække over en kilde der var frugtbar engang, bekræftes da vedanta giver nøglen til forståelse af Johannesevangeliet og Pauli Breve. Forfatteren sammenligner det indre menneske med en rose, hvis blade folder sig ud under syv faser i menneskets udvikling, således som de kristne mystikere har beskrevet den. To slags kristendom har gennem tiderne levet side om side i de samme kirker: den oprindelige - som de gamle kendte, og som leder mennesket ad en indre udviklings vej - og et juridisk-mekanisk system, hvor frelsen opnås ved rettroenhed og deltagelse i ceremonier. Den sidste er i dag ved at blive et tomt hus; den første kan findes, hvis man leder under fundamenterne.

87-89452-60-7
Dionysios Areopagiten
Den mystiske teologi. De guddommelige navne
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 197 sider, kr. 189,00

Ingen af oldtidens teologer har haft så stor indflydelse på den kristne teologi som Dionysios Areopagiten - opringelig antaget for at være den konvertit af Paulus, der omtales i Apostelgerningerne. Han nævnes med ærbødighed af Thomas Aquin, og de store mystikere har alle suget næring af hans indsigt.
Senere tekstkritiske undersøgelser har imidlertid dateret hans skrifter til midten af 400-tallet, hvilket gav anledning til at man med en vis forargelse kalder ham Pseudo-Dionysios. Det var dog en almindelig og endog prisværdig praksis i oldtiden, at man tillagde sine skrifter store navne, og hans skrifter har ikke mistet i værdi derved - lige så lidt som visse af Paulus' breve, der antagelig ikke er skrevet af Paulus, har mistet deres værdi.
Dionysios' mystiske teologi er broen mellem Østens og Vestens gudsforståelse og er derfor uomgængelig for vor tid.

87-87505-16-9
Mester Eckehart
Prædikener og Traktater
oversat og indledet af Aage Marcus
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 4. oplag, 120 sider, kr 128.00

Omkring år 1300 indtog Mester Eckehart en fremstående stilling inden for dominikanerordenen, men hans forkyndelse var af en så uortodoks karakter, at kirken fordømte ham, hvilket bevirkede at en fuldkommen glemsel skjulte ham og hans værk i henved syvhundrede år. Men efter at han for hundrede år siden blev genopdaget, har han ikke blot i sit tyske hjemland men verden over nået en enestående position som den betydeligste personlighed inden for hele den vesterlandske mystik. Den foreliggende bog blev ved sin første fremkomst mødt med stor anerkendelse, og af anmeldelser kan citeres, at "bogen giver alt hvad man kan ønske sig om denne store gotiske tænker og drømmer," og "læsningen er måske ikke for hvermand, men vil kunne give en forunderlig nydelse og mere end det; det er en bog for den vise som for den enfoldige".

87-91399-13-9
de Fonseca, L. Gonzaga
Mariaåbenbaringen i Fatima
VISDOMSBØGERNE, 1. oplag, 130 sider, kr. 128,00

Efter at pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI (som daværende kardinal Ratzinger) lod Vatikanet offentliggøre den sidste hemmelighed, som Vor Frue betroede børnene, er bogen blevet så aktuel - og særligt på baggrund af begivenhederne i verden - at forlaget har genudgivet bogen fra 1943 med de nye oplysninger.

87-87505-56-8
Gibran, Kahlil
Menneskesønnen
hans ord og gerninger som fortalt og skildret af dem som kendte ham
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1984, 186 sider, kr 156.00

Dette monumentale digterværk er kaldt Gibrans Evangelium. Barbara Young, som var hans sekretær nedskrev bogen efter hans diktat; hun siger om bogens tilblivelse: "At have oplevet Gibran blot en enkelt af de timer, hvori han dikterede denne bog, var nok til at overbevise om,  at dette menneske fra Libanon i sandhed var af et mere guddommeligt vævet stof og et mere gudeligt mønster end vort eget... For mig vil Menneskesønnen aldrig være en bog, men en skare levende, åndende og talende individer", og således vil den være for mange, der fordyber sig i disse forunderligt virkelighedstro og åbenhjertige udsagn om Jesus af Nazaret.

87-89452-31-3
Madame Guyons Selvbiografi
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 560 sider, kr 244.00

Madame Guyon kan i dag betragtes som Frankrigs helligste kvinde. Hendes betydning for åndeliggørelsen af en overfladisk kirkelighed - ikke mindst i de luthersk evangeliske kirker - kan ikke overvurderes. Hun blev offer for intriger ved Ludvig den Fjortendes hof, hvor kongens hustru havde kastet sin kærlighed på biskop Fenelon, og da Fenelon åbent forsvarede hende mod anklagerne for quietistisk kætteri, blev hun kastet i Bastillen. Hendes liv, som hun selv redegør for, er intet mindre end et drama. Madame Guyon efterlod sig skrifter om den indre bøn, som genoptrykkes selv i vore dage.
87-87505-19-3
Jesus, enkle betragtninger over Frelserens skikkelse
skrevet af en munk fra østkirken
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 4. oplag, 1994, 180 sider, kr 96.00

En meget følsom og personlig præget betragtningsbog, der i stor udstrækning anvendes under retræter og kristne seminarier.
87-89452-40-2
Johannes af Korset
Bestigningen af Bjerget Karmel
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1994, 315 sider, kr 196.00

Bogen er en af de store klassikere i den mystiske kristne litteratur. Forfatteren arbejdede på den i flere år, og i modsætning til hans mere poetiske værker: Sjælens mørke Nat og Den levende Kærligheds Flamme, er dette hans systematiske beskrivelse af vejen til Gud, som han sammenligner med bestigningen af et bjerg. I bogens indledende kapitel bringes en beretning om Johannes af Korsets levned. Født 1542 i Kastillien som søn af en adelig spanier og en kvinde af maurisk herkomst blev han efter faderens død forstødt af familien og levede i yderste fattigdom med sin mor og brødre. Som ganske ung møder han den hellige Teresa af Avila og grundlægger sammen med en anden munk den mandlige gren af Teresas reformerede karmeliterorden. Det bragte ham på kant med karmelitermunkene af den gamle orden, som udsatte ham for tortur og fangenskab. Under disse lidelser fødtes mystikeren i ham.
87-87505-54-1
Jørgensen, Johannes
Den hellige Frans af Assisi
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 8 udgave, 1 oplag 1983, 234 sider, kr 196.00

Få skikkelser har sat så dybe spor i den kristne verden som Frans af Assisi. Han var en rig købmandssøn i det trettende århundredes Italien, og allerede i sin ungdom indså han det verdslige livs tomhed og forlod sit fædrene hjem for at leve i evangelisk fattigdom, pleje de syge og hjælpe de fattige. Efter en Kristusvision, hvor Frelseren byder ham at genrejse sin kirke, begynder han sin missionsgerning og drager med sine disciple ud over landet. For Frans er fattigdom navnet på den ikke-tilknytning til verden, som er nødvendig på den åndelige vej. Han genrejser middelalderkirken i den forstand, at han sætter dette over alt andet - magt, velstand og lidenskaber - og demonstrerer det i sit liv. Franciskanerordenen er indstiftet af ham. Det er forfatterens smukkeste bog, og efter sigende den bedste der er skrevet om Frans af Assisi.
87-89452-89-5
Ahlmark, Tove
Frans af Assisis drømme og visioner
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2000, 197 sider, kr. 196,00

Bogen drejer sig om den indre proces, som den kristne middelaldermystiker Frans af Assisi gennemgik. Hans drømme og visioner er udgangspunkt for denne undersøgelse af Frans' indre udvikling fra hans første omvendelse til opnåelsen af enhedsbevidsthed, Unio Mystica.
Vi får i hans drømme og visioner indblik i, hvorledes han fik viden om fortid og fremtid, og hvorledes han måtte kæmpe med sig selv - og med brødrene, altsammen som en del af vejen frem til de højeste bevidsthedstilstande, hvor Frans blev stigmatiseret.
Frans af Assisis drømme og visioner har Tove Ahlmark oversat fra italiensk, således at de nu foreligger samlet på dansk. Hans indre proces belyses både ud fra en dybdepsykologisk synsvinkel og ud fra en spirituel synsvinkel.
Tove Ahlmark er teolog og cand. mag. og har boet en årrække i Assisi i Italien.
87-89452-01-1
Sven Damsholt
Kimen og canceren
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 132 sider, kr. 62,00

Der findes to grundstrukturer i den menneskelige psyke: den fra sig selv tagende til andre givende, som forfatteren kalder kimen til liv og vækst, og fra andre tagende til sig selv givende cancer, der er væksthæmmende og snyltende. De to psykiske strukturer er kolonidannende, idet den første åbner for Guds iboende lys og virksomhed i mennesket, som skaber samme åbenhed og lys hos dets omgivelser. Den anden lukker for sjælens iboende lys og påfører andre det samme mærke ved sin aggression og tvang. Ud fra disse normer, der er fælles for menneskeheden, analyserer forfatteren nu den katolske kirke.
87-89452-43-7
Sven Damsholt
Kirkelige afvigelser fra kristendom

VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, kr. 76,00
Der er umærkeligt ved at opstå en afstand mellem den kirkelige kristendom, som teologerne står for, og det som almindelige mennesker ved bibellæsning, salmedigtning og åndelig indsigt forstår ved kristendom.
Forfatteren har gennem årene samlet en del officielle kirkelige udtalelser fra autoriteter, som er tvivlsomme og i flere tilfælde må betegnes som direkte afvigelser. De er her lagt frem til overvejelse.
87-87505-70-3
Kempis, Thomas á
Kristi Efterfølgelse
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. oplag, 354 sider, kr 196.00

Forfatteren til den navnkundige bog menes at være den flamske augustinermunk Thomas fra Kempen, som fødtes i begyndelsen af 1400-tallet. Næst efter Bibelen siges den at være den mest udbredte bog i verden. I henved 600 år er den blevet trykt i 550 forskellige udgaver af den latinske grundtekst. Der har været 250 oversættelser til forskellige sprog. Ikke alene i de kristne lande men overalt i Østen og Mellemøsten er den blevet oversat og læst, idet dens visdom og dybe fromhed synes at være værdsat i alle religioner.

87-89452-99-2
Broder Laurentius
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 72 sider, kr. 96,00

Han var et jævnt menneske uden bemærkelsesværdig begavelse. Som ung blev han såret i krigen og delvis invalideret. År 1666 indtrådte han som lægbroder hos Karmeliterne i Paris, hvor han blev kok. Her hengav han sig helhjertet til bønnens liv.
For Broder Laurentius var der ingen forskel på arbejde og tilbedelse; han så Gud i alting og mærkede hans nærværelse, hvad enten han arbejdede i køkkenet eller deltog i kirkens bønner.
Snart mærkede hans omgivelser en vidunderlig udstråling. Høj og lav søgte derfor hans enkle vejledning i livet med Gud. Nærværende bog indeholder dels referater af samtaler, dels femten af hans egne breve.

87-87505-11-8
Merton, Thomas
Stilhedens Forjættelse
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 3. udgave 2. oplag 1984, 228 sider, kr 176.00

Den verdenskendte trappistmunk skrev denne bog i inspirerede øjeblikke. Den engelske titel er Seeds of Contemplation, og det mærkes tydeligt at den er frugten af stille øjeblikke i Guds-beskuelse.

87-89452-48-8
Notovitj, Nicolaj
Issa Profeten fra Nazareth
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. udgave 1995, 137 sider, kr 128,00

Den russiske forfatter og opdagelsesrejsende, Nicolaj Notovitj, kom under sin rejse i Tibet på sporet af profeten Issa, som han anede måtte være Jesus af Nazareth. Da han i Hemisklostret i Leh fandt de meget gamle manuskripter, der beretter om Issas liv og virke i Østen, blev han overbevist om at denne var identisk med Jesus. Evangelierne vidner indirekte om Jesu ophold et andet sted, idet der intet er berettet om tiden mellem hans 13' og 30' år. Svaret findes i beretningen, som Notovitj afskrev på stedet. Jesus kendte til brahmanismen og buddhismen, som hans lære - særlig Bjergprædiken - også vidner om.

87-87505-51-7
En russisk pilgrims beretninger
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 3. oplag 1994, 130 sider, kr 156.00

I årene op mod 1860 vandrede en pilgrim rundt i det vidtstrakte russiske rige for at finde lærere, der kunne undervise ham i Jesusbønnen. Om denne søgen fortalte han i et manuskript, som sidenhen blev fundet, antagelig i Athosklostret, og derefter trykt, første gang i Kazan 1881. Pilgrimmen selv og hans videre skæbne kendes ikke, men hans inderlige beretning fandt vej til andre sprog og nu endelig til dansk.
87-89452-25-9
Scharling, Carl Emil
Michael Molinos og quietismens begyndelse
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1994, 111 sider, kr 96.00

I året 1670 kom en spansk præst ved navn Michael Molinos til Rom, hvor han udgav en bog om stilhedens bøn og underviste mennesker i den åndelige vej. En række fremtrædende personer, herunder flere kardinaler og selve paven, blev hans tilhængere. Derved opstod den quietistiske bevægelse (af quies - stilhed) i den katolske kirke. I kontemplationen, et andet ord for stilhedens bøn, slipper mennesket sindets tanke- og billeddannelse og smelter sammen med gudsbevidstheden, som alle mystikere har berettet om. Molinos levede imidlertid i et af de mærkelige tidsrum i kirkens historie, hvor paven gik imod jesuiterordenens om sig gribende magt og opfattelse af Guds Rige som en jordisk kirkeorganisation, og han støttede quietismens forsøg på at gennemføre en åndelig dimension. Da jesuiterordenen alierede sig med Ludvig den Fjortende af Frankrig, kapitulerede paven og lod Molinos ende sine dage i inkvisitionens fængsel.
87-87505-04-5
Stoltenberg, Inge
Pater Pio
en af vor tids største mystikere
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 9. oplag 1997, 70 sider kr 96.00

Pater Pio var en kapucinermunk, der levede i et kloster i Syditalien, hvor han døde 1968. Hans liv var fuldt af undere. Ligesom Frans af Assisi var han stigmatiseret, dvs. fik Kristi sårmærker i hænder, fødder og side. Der skete ustandselig helbredelser omkring ham. Han kunne se lige igennem mennesker og vidste alt om dem. Samtidig med at han opholdt sig i sit kloster, viste han sig i synlig skikkelse rundt om i verden og talte med folk og helbredte dem. Der var en udstråling af kærlighed om hans person, som gjorde at alle der kom i berøring med ham fik en levende tro på Gud og den åndelige verden.
87-87505-79-7
Stoltenberg, Inge
Mariaåbenbaringerne i Medjugorje
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. oplag 1996, 102 sider, kr 76.00

Den 24. juni 1981 viste Jomfru Maria sig i en lille ukendt landsby i Jugoslavien for seks børn i alderen 10 til 16 år. De så hende, talte med hende og bragte budskaber til menneskeheden. Åbenbaringerne er siden fortsat med opfordringer til omvendelse og fred. De unge fik betroet hvad fremtiden ville bringe, og de har fået lov til at se ind i den anden verden. Åbenbaringerne sættes i et særligt relief ved at de begyndte 10 år før den frygtelige borgerkrig sønderrev det tidligere Jugoslavien.
87-87505-36-3
Teresa af Avilas Liv
fortalt af hende selv
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. udgave, 3. oplag, 1994, 376 sider, kr 196.00

Teresa af Avila levede i Spanien i reformationens århundrede. Hun indtræder i et karmeliterkloster i en ung alder, men finder langsomt ud af, at det er et verdsligt liv under religionens dække. Efter tyve års forløb modtager hun en række åbenbaringer: Gud taler til hende, Jesus viser sig for hende, og hun ser i visioner sjælelivets hemmeligheder. På et vist tidspunkt forlader hun klostret for at danne sin egen reformerede orden, de barfodede karmeliter der efterlever ordenslivets ånd, og hendes klostersamfund breder sig nu over hele Spanien. Teresa beretter i sin selvbiografi om den indre bøn - meditationen, som vi ville sige i dag. Særlig værdifuld er hendes beskrivelse af de fire stadier i bønnen, der spænder fra de første tørre forsøg til den ekstatiske tilstand.
87-89452-03-8
Teresa af Avila
Sjælens Slot
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1992, 184 sider, kr 196.00

Den spanske mystiker fra 1500-tallet er en af de største lærere i den kristne kirke, og hendes skrift Sjælens Slot anses af mange for at være den bedste samlede fremstilling af hendes indsigt. På den Hellige Treenigheds fest 1577 fik Teresa en åbenbaring. "Hun skuede den skønneste krystalkugle, formet som et slot i hvilket der var syv boliger, og i den syvende dvælede Herlighedens Konge i stor pragt". Dette syn blev grundlaget for hendes skildring af menneskets trinvise udvikling fra et udad engageret menneske til en sjæl der nærmer sig Gud, for til sidst i et åndeligt bryllup at forenes med den Højeste.
87-89452-24-0
Thérèse af Lisieux
En Sjæls Historie
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 1958, 262 sider, kr 196.00

Thérèse af Lisieux, også kaldet "den lille Terese" i modsætning til "den store Teresa af Avila", var en ung fransk pige, som indtrådte i et karmeliterkloster i slutningen af forrige århundrede. Hun var ikke mystiker men en gudhengiven pige, som i et enkelt sprog beretter om sit liv, og netop derfor har hun betydning for de mange enkle mennesker, som har stor gavn at hendes erfaringer. Hun skrev sin historie ned på sin skriftefaders opfordring, men hendes ældre søster, som var priorinde i klostret, gav sig til at rette i manuskriptet. Ved senere forskning har man sporet rettelserne, og det foreliggende manuskript er Thérèses eget uden rettelser.
8787505-08-8
Toksvig, Signe
Emanuel Swedenborg
videnskabsmand og mystiker
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. udgave 2. oplag 1984, 408 sider kr 196.00

Swedenborg var ikke blot en af de betydeligste nordiske personligheder i det 18. århundrede, men også et af de mærkeligste mennesker der har levet. Han var en fremragende matematiker, fysiker og ingeniør og beklædte vigtige officielle poster i Sverige, hvor han var regeringens rådgiver. Men samtidig var han lidenskabeligt optaget af sin forbindelse med den anden verden: de dødes rige og himmel og helvede, hvor han under søvn eller ekstase var i stand til at færdes og føre samtaler med fortidens store skikkelser og med afdøde venner og bekendte. Det omfattende forfatterskab, han har viet sine oversanselige oplevelser, har siden dannet grundlag for en religiøs sekt, der især har udbredelse i Amerika.
87-41853-74-1
Uvidenhedens Sky
hvori sjælen bliver ét med Gud
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. oplag, 1994, 135 sider, kr 96.00

Uvidenhedens Sky er et gammelt kristent skrift om kontemplationen, skrevet af en ukendt engelsk mystiker omkring 1370. Den erfarne mystiker belærer i 75 kapitler eller lektioner om hvordan man når frem til kontemplationens fuldkomne højdepunkt, "hvori sjælen bliver ét med Gud". Han skildrer indgående alle de fejltagelser og glæder der møder den søgende på kontemplationens vej, og understreger hvad man bør og ikke bør gøre. Ud fra sin kristne baggrund og særlige mystiske tradition når bogens ukendte forfatter frem til en teknik, der i sin strenghed og sine krav og med sine forklaringer stemmer helt overens med de klassiske traditioner i Vest som i Øst.
87-89452-85-2
Kristen Meditation
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 131 sider, kr. 156,00

En række forskere fordyber sig her i den kristne meditation, dens væsen og dens forhold til meditation i andre kulturer.
Pastor Laurence Bouldin fra metodistkirken gennemgår hvad Bibelen siger om meditation. Dr. teol. O'Brien fra St. Loyola Universitetet i Chicago foretager en historisk gennemgang af meditationens former fra de første kristne ørkenfædres til den nutidige vestlige kristendoms. Fader William Teska fra den episkopale kirke skriver om Jesusbønnen, der stadig er levende i den ortodokse kirke. Den kvindelige dr. phil Arpita fra Himalayan Institute fortæller om den indre bøn. Søster Francis Borgia Rothluebber, tidligere ordensgeneral for De Franciskanske Skolesøstre, giver et eksempel på dyb meditation.
I sin indledning definerer svami Rama begrebet meditation, og dr. phil. pandit Usharbudh Arya sammenligner sluttelig den kristne meditation med yoga-traditionen.
87-89452-84-4
Den Kerubinske vandringsmand

VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 73 sider, kr. 76,00
Angelus Silesius, hvis borgerlige navn var Johann Scheffler, var kun tredive år da han skrev det meste af denne bog, som med selvfølgelighedens styrke former mystikkens inderste væsen i vers.
Han fødtes 1624 i Breslau samme år som Jacob Boehme døde, og er meget præget af den store protestantiske seer. Silesius oplevede mystikken som den eneste vej til at forene den splittede kristenhed. Med denne drøm i hjertet følte han sig snart skubbet til side og afmægtig overfor protestantismen, samtidig med at han ganske naturligt kom det katolske miljø nærmere.
Bogen er vandret tværs gennem alle kirkelige retninger med sin udødelige inspiration.

op til toppen