Mange bibelske historier er allegoriske, og det har aldrig været forfatternes mening at de skulle forstås bogstaveligt. Dette første af to bind er en forkortelse af Geoffrey Hodsons monumentale værk, som viser at hvis man opfatter alt i Bibelen bogstaveligt, går man glip af den rigdom, som ligger skjult i historierne. De bibelske symboler brugtes i ældgamle tider til at afkode den åndelige mening og skjule den for misbrugere.

Aurelius Augustin, den unge nordafrikaner som blev kristendommens navnkundigste kirkelærer, skriver i sin selvbiografi om barndommens genvordigheder i Tagaste, ungdomskvalerne i Karthago, hvor han boede med sin samleverske, perioden hvor han var manikæer, og til slut om sin mor Monica og sin dåb og optagelse i den katolske kirke. Det er nu over 1600 år siden.

Emerson er Amerikas største filosof - tilmed i klassisk forstand: en vismand der kender naturens kræfter, udforsker universet og véd noget om tilværelsens mening og mål. Han var en skønånd der skrev sin tids smukkeste engelsk og var fortrolig med alle kunstarter, en samfundskritiker der var forrest i kampen mod slaveriet i borgerkrigens dage, hvor han levede. Datidens betydeligste amerikanske digtere samledes om ham, bl. a. Henry Thoreau og Walt Witman, men hans største betydning er, at han i en tid, hvor massetænkning herskede, pegede på, at det er det enkelte menneskes vej at følge sit eget indre lys, og han hævdede at dette var det egentlige indhold af Jesu forkyndelse, som overhovet af al religion. Kirkerne har forandret Jesu lære hævdede Emerson, og det bragte ham i konflikt med unitarkirken, hvor han var præst.

"Jeg gik til Østen for at hente vand, Østen svarede: Grav i din egen mark efter den glemte kilde".
Dermed har forfatteren anslået temaet. Efter tredive års stillestående kirkeligt liv besluttede han sig til at søge Østens religioner, men får at vide, at han ikke finder noget her, som han ikke kan finde i sin egen religion.
En længe næret mistanke om, at den nuværende kristendom ikke er den oprindelige men et cementeret dække over en kilde der var frugtbar engang, bekræftes da vedanta giver nøglen til forståelse af Johannesevangeliet og Pauli Breve. Forfatteren sammenligner det indre menneske med en rose, hvis blade folder sig ud under syv faser i menneskets udvikling, således som de kristne mystikere har beskrevet den. To slags kristendom har gennem tiderne levet side om side i de samme kirker: den oprindelige - som de gamle kendte, og som leder mennesket ad en indre udviklings vej - og et juridisk-mekanisk system, hvor frelsen opnås ved rettroenhed og deltagelse i ceremonier. Den sidste er i dag ved at blive et tomt hus; den første kan findes, hvis man leder under fundamenterne.

Ingen af oldtidens teologer har haft så stor indflydelse på den kristne teologi som Dionysios Areopagiten - opringelig antaget for at være den konvertit af Paulus, der omtales i Apostelgerningerne. Han nævnes med ærbødighed af Thomas Aquin, og de store mystikere har alle suget næring af hans indsigt.
Senere tekstkritiske undersøgelser har imidlertid dateret hans skrifter til midten af 400-tallet, hvilket gav anledning til at man med en vis forargelse kalder ham Pseudo-Dionysios. Det var dog en almindelig og endog prisværdig praksis i oldtiden, at man tillagde sine skrifter store navne, og hans skrifter har ikke mistet i værdi derved - lige så lidt som visse af Paulus' breve, der antagelig ikke er skrevet af Paulus, har mistet deres værdi.
Dionysios' mystiske teologi er broen mellem Østens og Vestens gudsforståelse og er derfor uomgængelig for vor tid.

Omkring år 1300 indtog Mester Eckehart en fremstående stilling inden for dominikanerordenen, men hans forkyndelse var af en så uortodoks karakter, at kirken fordømte ham, hvilket bevirkede at en fuldkommen glemsel skjulte ham og hans værk i henved syvhundrede år. Men efter at han for hundrede år siden blev genopdaget, har han ikke blot i sit tyske hjemland men verden over nået en enestående position som den betydeligste personlighed inden for hele den vesterlandske mystik. Den foreliggende bog blev ved sin første fremkomst mødt med stor anerkendelse, og af anmeldelser kan citeres, at "bogen giver alt hvad man kan ønske sig om denne store gotiske tænker og drømmer," og "læsningen er måske ikke for hvermand, men vil kunne give en forunderlig nydelse og mere end det; det er en bog for den vise som for den enfoldige".

Efter at pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI (som daværende kardinal Ratzinger) lod Vatikanet offentliggøre den sidste hemmelighed, som Vor Frue betroede børnene, er bogen blevet så aktuel - og særligt på baggrund af begivenhederne i verden - at forlaget har genudgivet bogen fra 1943 med de nye oplysninger.

Dette monumentale digterværk er kaldt Gibrans Evangelium. Barbara Young, som var hans sekretær nedskrev bogen efter hans diktat; hun siger om bogens tilblivelse: "At have oplevet Gibran blot en enkelt af de timer, hvori han dikterede denne bog, var nok til at overbevise om,  at dette menneske fra Libanon i sandhed var af et mere guddommeligt vævet stof og et mere gudeligt mønster end vort eget... For mig vil Menneskesønnen aldrig være en bog, men en skare levende, åndende og talende individer", og således vil den være for mange, der fordyber sig i disse forunderligt virkelighedstro og åbenhjertige udsagn om Jesus af Nazaret.

Forfatteren til den navnkundige bog menes at være den flamske augustinermunk Thomas fra Kempen, som fødtes i begyndelsen af 1400-tallet. Næst efter Bibelen siges den at være den mest udbredte bog i verden. I henved 600 år er den blevet trykt i 550 forskellige udgaver af den latinske grundtekst. Der har været 250 oversættelser til forskellige sprog. Ikke alene i de kristne lande men overalt i Østen og Mellemøsten er den blevet oversat og læst, idet dens visdom og dybe fromhed synes at være værdsat i alle religioner.

Han var et jævnt menneske uden bemærkelsesværdig begavelse. Som ung blev han såret i krigen og delvis invalideret. År 1666 indtrådte han som lægbroder hos Karmeliterne i Paris, hvor han blev kok. Her hengav han sig helhjertet til bønnens liv.
For Broder Laurentius var der ingen forskel på arbejde og tilbedelse; han så Gud i alting og mærkede hans nærværelse, hvad enten han arbejdede i køkkenet eller deltog i kirkens bønner.
Snart mærkede hans omgivelser en vidunderlig udstråling. Høj og lav søgte derfor hans enkle vejledning i livet med Gud. Nærværende bog indeholder dels referater af samtaler, dels femten af hans egne breve.

Den verdenskendte trappistmunk skrev denne bog i inspirerede øjeblikke. Den engelske titel er Seeds of Contemplation, og det mærkes tydeligt at den er frugten af stille øjeblikke i Guds-beskuelse.

Den russiske forfatter og opdagelsesrejsende, Nicolaj Notovitj, kom under sin rejse i Tibet på sporet af profeten Issa, som han anede måtte være Jesus af Nazareth. Da han i Hemisklostret i Leh fandt de meget gamle manuskripter, der beretter om Issas liv og virke i Østen, blev han overbevist om at denne var identisk med Jesus. Evangelierne vidner indirekte om Jesu ophold et andet sted, idet der intet er berettet om tiden mellem hans 13' og 30' år. Svaret findes i beretningen, som Notovitj afskrev på stedet. Jesus kendte til brahmanismen og buddhismen, som hans lære - særlig Bjergprædiken - også vidner om.