En af de hyppigste årsager til de krige, der invaliderer menneskeheden i vor tid, er religionsforskelle. Det er så åbenbart at man bare behøver at nævne Nordirland, det tidligere Jugoslavien, Palæstina, og hvad var det så ikke i forgangne tider? De synlige ødelæggelser er ikke de værste, men  man bekæmper hinanden med afstandstagen, mistænkeliggørelse, spredning af fordomme og dræbende ligegyldighed. I vore dage er vanviddet så åbenbart, at mange mennesker er begyndt at sige: Er det i grunden ikke den samme Gud vi alle tilbeder? Og hvem kan med sikkerhed sige, at hans religion er den sande og alle andres er vildfarelser? Der er langsomt ved at vokse en forståelse frem i verdens bevidsthed, at der naturligvis kun kan være én sandhed om livets mening, men at den er pakket ind i menneskelige forestillinger, beroende på historisk tid, folkementalitet, folkesituation og meget mere; dertil en gang teologisk tankegods. I det foreliggende lille hefte skelner forfatteren klart mellem det gudgivne og det menneskeskabte i enhver religion. Dette gudgivne, som er den mystiske erfaring, synes at nærme sig identitet, jo højere og jo dybere det religiøse menneske udvikles. Denne identiske kerne kalder forfatteren en universel religion.

"Jeg gik til Østen for at hente vand, Østen svarede: Grav i din egen mark efter den glemte kilde".
Dermed har forfatteren anslået temaet. Efter tredive års stillestående kirkeligt liv besluttede han sig til at søge Østens religioner, men får at vide, at han ikke finder noget her, som han ikke kan finde i sin egen religion.
En længe næret mistanke om, at den nuværende kristendom ikke er den oprindelige men et cementeret dække over en kilde der var frugtbar engang, bekræftes da vedanta giver nøglen til forståelse af Johannesevangeliet og Pauli Breve. Forfatteren sammenligner det indre menneske med en rose, hvis blade folder sig ud under syv faser i menneskets udvikling, således som de kristne mystikere har beskrevet den. To slags kristendom har gennem tiderne levet side om side i de samme kirker: den oprindelige - som de gamle kendte, og som leder mennesket ad en indre udviklings vej - og et juridisk-mekanisk system, hvor frelsen opnås ved rettroenhed og deltagelse i ceremonier. Den sidste er i dag ved at blive et tomt hus; den første kan findes, hvis man leder under fundamenterne.

Aldous Huxley blev berømt på sine romaner, der forudså mange af nutidens samfundsplager, den politiske guddommeliggørelse af staten og den åndelige nød. Men i denne bog har han givet os en livsvisdom, og det skal nok være den der bliver stående efter ham, når de andre har mistet deres aktualitet. Han har her samlet en lang række uddrag fra værker af alle tiders store seere og religionsstiftere og med sine kommentarer forbundet disse uddrag til et hele, som ikke er filosofi i ordets nutidige betydning, men som er den centrale sandhed i enhver religion, denne mærkeligt uhåndgribelige visdom, som han kalder "den evige filosofi", fordi den overlever gennem de gudoplyste fra slægt til slægt. Skønt udtrykt og formuleret i forskellige tider er det den samme indsigt det drejer sig om: vejen ad hvilken mennesket befries for sine jordiske lænker, frelses fra syndens trældom, ledes ud af uvidenhedens mørke - hvilket udtryk man nu vil bruge - for at smelte sammen med sit guddommelige ophav.

I Vesten er det almindeligt at fremhæve de områder, hvor den ene religion adskiller sig fra den anden, og hefte sig ved dem som mere eller mindre negative. Man er derimod sjældent opmærksom på, i hvor høj grad de forskellige religioner ikke alene peger mod samme mål men også bruger de samme billeder - blot tilpasset skiftende tider, skikke og lande. I sin bog sidestiller forfatteren emne for emne de store religioners tanker om livets og dødens inderste væsen og mål, således som det fremgår af deres hellige skrifter, og man aner gennem ham den store enhed bag alle de ydre rammer.

Indiens tidligere vicepræsident og en af vor tids største tænkere gennemgår her på en ny måde de store verdensreligioner med deres fortrin og fejl og viser hvilken fælles stræben der ligger bag dem alle. Han hævder at "den evige religion", vi må stræbe efter før det er for sent, må rumme det bedste og det højeste i de eksisterende religioner, men at vi også må forstå at forene disse elementer - ikke ved at blande dem men med respekt for hver enkelts særprægede vej, således at mennesker uden intolerance og fanatisme ser den skjulte enhed bag forskellighederne.

"Det er mit kald at være kristen uden for kirken. At en sådan kaldelse er mulig, indebærer at kirken ikke er katolsk (universel) af gavn som af navn, og at den en skønne dag må blive det, hvis den virkelig skal opfylde sin mission," skriver forfatterinden, og hun fortsætter: "Den katolske kirke indeholder åbenlyse sandheder, som findes underforstået i andre religioner. Men til gengæld indeholder andre religioner sandheder, som kun findes underforstået i katolicismen." "De ægte religiøse traditioner er forskellige genskær af samme sandhed og måske lige kostelige."

Gennem et langt liv søger forfatteren efter kontakt med det guddommelige, menneskets højere natur: sjælen eller ånden. Ved "støvet" forstås den lavere natur, egoet, som de fleste af os identificerer os med, som er vildledende og foranderligt, men som kan blive sjælens nyttige redskab, hvis det indordner sig.
I den selvbiografiske - ofte intime - beretning skildres, hvorledes man kan lære at skelne mellem sjælens impulser og egoet, der trækker i den modsatte retning. Men vejen går gennem den psykiske verden, et hængedynd, hvor de fleste søgende bliver stikkende i lang tid. Dertil kommer de jordbundne væsener, som færdes her og gør hvad de kan for at holde andre fast. Efter en beretning om hel eller delvis besættelse fortælles der om den smalle sti, der fører til forening med det guddommelige.