Filosofien om den evige vej "Tao" er det gamle Kinas originaleste bidrag til verdenskulturen. Taoismen taler mere umiddelbart til os end Konfutses og de andre lærde oldkineseres tænkning. Den formår at slå bro over et svælg på tusinder af mile, tusinder af år. Dette er én mands fortjeneste: Chuangtses. Han har fængslet folk af alle trosretninger ned gennem Kinas historie - blot ved sin pen - og han har rystet mennesket i sjælens rod ved sit enkle spørgsmål: Har du set Tao? Kan du overhovedet tale med om de højeste ting, hvis du ikke har set sandheden der ligger for din fod? Du er selv en lille myre der piler af sted på sin korte vej mellem fødsel og død. Din fod kan blive skæbnen for myren, ligesom andre vældige kræfter svæver over dig - hverken beskyttende eller truende, blot skæbnen som den er. Vækst, grøde, forfald følger ubønhørligt hinanden. Opgå i din skæbne, bliv ét med Tao - så løftes sløret fra dine øjne, din sjæl finder hvile i sandheden hinsides sansningen. Dette store tema gennemspiller Chuangtse igen og igen, med en fantasi der er lige så frodig som budskabet er enkelt. Han er den første, men ikke den sidste i Kina der forener kunsten og mystikken.

Det fjerde århundrede f.Kr. var rigt på filosofisk aktivitet i Kina. Chuangtse byggede sin tænkning på følelsen af at kunne opgå i naturen og blive ét med de titusind skabninger. Denne oplevelse er beskrevet i alle de store kulturer, men Chuangtse minder ikke om nogen af de kendte mystikere. Hans stil er paradoksal og overrumplende, og midt i den dybeste alvor klinger en forløsende latter. Han formår at fremstille livets grusomhed som en raffineret vits fra skaberens side, og menneskets evige usikkerhed forvandles på et sekund til det ufødte barns tryghed i moders liv. Han udtrykker sig ofte i lignelser:
"Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være en sommerfugl. Da med ét vågnede jeg, og det syntes mig klart, at jeg var Chuangtse. Men nu véd jeg bare ikke, om jeg var Chuangtse, der drømte at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer at den er Chuangtse".
Dybest set spørger han: Er jeg en død som tror han lever, eller en levende som tror han er død? Liv og død er naturens to ansigter, yin og yang, som afspejler den store enhed: Tao.

Denne bog er taoismens mesterværk. Kort, stærk, enkel i sin form og gådefuld i sin mening berører den direkte menneskets intuition og vækker en eller anden skjult forståelse. Tao Teh Ching er visdomslæren formuleret af et kinesisk tankesind. Den er skrevet for indviede men har videre rækkevidde, for igennem 2000 år har den fascineret læsere verden over. Det er læren om yin og yang, lys og mørke, himmel og jord, mand og kvinde - modsætningernes spil og den store harmoni. Laotse var Konfutses samtidige, og de to har præget Kinas kultur og åndsliv mere end nogen andre.

Forfatteren har virket som tandlæge i mange år, før han rejste til Kina og lod sig uddanne i traditionel kinesisk medicin. Dette faglige skift havde forbindelse med et skift på indre plan som følge af intensiv meditativ træning i theravada buddhisme. Den traditionelle kinesiske medicin er gennem akupunkturbehandling så udbredt i Danmark, at man i lægekredse ikke længere betragter den som alternativ behandling. Der er dog en tendens til at overse det spirituelle aspekt, og det er dette aspekt, som forfatteren beskriver i denne bog. "Den som forstår Tao, forholder sig til yin og yang og lever således i overensstemmelse med den guddommelige vilje". Citatet er hentet fra Den Gule Kejsers klassiker om intern medicin Nei Jing, et af hovedværkerne i den traditionelle kinesiske medicins litteratur og i taoismen. Hvis vi forstår citatet i dets fulde dybde, er det den eneste medicin vi behøver for at blive raske i ordets dybeste forstand.